Køn og ligestilling i forskning

I Danmark opnår flere kvinder end mænd i dag en kandidatgrad, og der er også god kønsbalance på ph.d.-niveau. Efterhånden som man bevæger sig op ad den akademiske karrierestige, falder balancen imidlertid. Den manglende kønsbalance i forskning kan risikere at spænde ben for Danmarks ambitioner om at være et førende videnssamfund med forskning i verdensklasse. Derfor skal Oxford Research i foråret 2015 undersøge, hvad man gør i andre europæiske lande for at overvinde barrierer for øget ligestilling og kønsbalance i forskning.

 

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) har anmodet Oxford Research om at gennemføre en international konsulentundersøgelse, hvis overordnede formål er at undersøge, hvordan man i andre europæiske lande arbejder med at øge antallet af kvinder i forskning og med at integrere kønsaspektet i forskningen.

Som led i analysen vil vi sammen med vores europæiske samarbejdspartnere gennemføre fire dybdegående casestudier i Nederlandene, Schweiz, Østrig og Finland, der både baserer sig på kvalitative interview og på desk research af beskrivelser af nationale udfordringer, tiltag og effekter inden for køn og ligestilling i forskning.

Analysen afrapporteres i en engelsksproget rapport, der bl.a. indeholder tværgående analyser af landenes indsatser, og som udleder pointer om særligt virksomme former på tiltag/’best practice’ på tværs af landene.

Læs mere om DFiR her