Oxford Research har på vegne af Region Nordjylland og en række samarbejdspartnere inden for erhvervs-, uddannelses- og beskæftigelsesområdet analyseret Nordjyllands fremtidige kompetence- og arbejdskraftbehov.
Oxford Research har analyseret, hvordan kompetence- og arbejdskraftbehovene i Nordjylland udvikler sig frem mod 2026. Dette er gjort på regionalt niveau, i fire oplande og 16 sektorer. Formålet er at skabe et vidensgrundlag, så regionale aktører på erhvervs-, uddannelses- og beskæftigelsesområdet har et godt udgangspunkt for at sikre adgang til den rette arbejdskraft med de rette kompetencer – også i fremtiden.
Overordnet set ser Nordjylland ind i en femårig periode, hvor der både er lavere jobskabelse end hidtil, men også mangel på arbejdskraft. Analyserne af den nordjyske kompetencedagsorden har samtidig identificereret tre centrale udfordringer:
Balanceudfordringen består i, at der vil være en ubalance, et mismatch, mellem hvor mange, der uddannes med en bestemt uddannelse, og hvor mange der efterspørges frem mod 2026. Denne udfordring ses særligt på de tekniske områder, og det kan øge behovet for mere opkvalificering på disse områder.
Matchudfordringen omhandler, at arbejdskraften og arbejdspladserne kan have problemer med at finde hinanden. Det skyldes bl.a., at arbejdspladserne ikke formår at gøre sig tilstrækkeligt attraktive for potentielle ansatte, og at uddannelserne ikke formår at ”sælge sig selv” til arbejdspladserne, fordi uddannelsens titel ikke er let at oversætte til konkrete kompetencer.
Omstillingsdagsordenen handler om, hvordan det nordjyske arbejdsmarked både nu og i fremtiden bliver påvirket den grønne omstilling, digitalisering og automatisering samt medarbejderdagsordenen.
Den grønne omstilling samt digitalisering og automatisering afføder helt konkret nogle andre kompetencebehov blandt arbejdspladserne. I forhold til digitalisering og automatisering er det særligt STEM-kompetencer til at anvende avanceret teknologi eller digitale løsninger eller tænke disse ind i forretningsgange, der er nødvendigt. Den grønne omstilling er stadig en abstrakt trend for mange, hvorfor det især er vigtigt, at ledelsen og eventuelt bestyrelser har klare ambitioner og mål for, hvordan arbejdspladsen skal håndtere den grønne omstilling.
Medarbejderdagsordenen er både en trend, der stiller krav til arbejdspladsernes omstilling, men også et vigtigt element af matchudfordringen, hvor arbejdspladser skal være bevidste om, hvad de kan tilbyde deres medarbejdere for at kunne fastholde eller tiltrække den nødvendige arbejdskraft.
Samtlige oplands- og sektorrapporter kan findes på FremKoms hjemmeside.
Ønsker du at høre mere eller har du spørgsmål til analysen, så er du velkommen til at kontakte vores analytiker Louise Madsen.
Se alle rapporter →
SHARE