Ny praktisk guide viser vejen til succesfuld konsortiedannelse
Forretningsomgivelserne i Danmark ændrer sig konstant. Derfor justerer mange virksomheder i dag deres strategier for at tilpasse sig en global forretningsorden, som er præget af en høj grad af specialisering og intens konkurrence. Samarbejde er fremtidens vej til virksomheders vækst og internationalisering, og konsortier og kommercielle netværk udgør i denne sammenhæng en interessant mulighed for mindre underleverandører til at opnå de faglige og økonomiske “muskler”, der åbner adgangen til at blive leverandør af mere værdifulde leverancer og større opgaver.
Etableringen af et succesfuldt konsortium er dog ingen enkel proces og mange forsøg på at opbygge værdiskabende samarbejder, er mislykkedes. Processerne løber typisk ud i sandet enten i opstartsfasen, hvor der ikke er tilstrækkelig grad af formalisering og struktur til at understøtte og styre samarbejdet, eller senere i processen, hvor eventuelle samarbejdsrelationer bliver opløst på grund af manglede tillid, engagement eller motivation blandt konsortiedeltagerne.
Oxford Research har i samarbejde med Industriens Fond og klynge- og netværksorganisationerne CenSec, Offshoreenergy.dk og Copenhagen Finance It Region udarbejdet en guide, der fremhæver otte centrale og praktiske forhold, der skal overvejes nøje for at sikre et succesfuldt konsortiesamarbejde. Guiden gennemgår forhold, som virksomheder skal være opmærksomme på inden selve samarbejdet initieres, i forbindelse med den mere formelle etablering af konsortiet samt når det indledende momentum aftager, og konsortiet skal drives fremad.
Guiden bygger på erfaringer fra nationale såvel som internationale cases og kilder. Bl.a. er der indsamlet erfaringer fra en lang række danske virksomheder, der har indgået i succesfulde såvel som mindre succesfulde konsortier. Et udvalg af disse cases er ligeledes præsenteret i guiden. Guiden kan downloades her på siden.
SHARE