Oxford Research har i samarbejde med Højbjerre Brauer Schultz gennemført en analyse af behovet for kvalificeret arbejdskraft i den digitale visuelle industri for Vision Denmark. Den digitale visuelle industri dækker over film, tv, reklamefilm, animation og computerspilsbranchen. Analysen har også undersøgt effekterne af at indføre en produktionsrabat til udenlandske digitale visuelle produktioner, der lægges i Danmark, sådan som det kendes fra mange af de lande, som vi i Danmark normalt sammenligner sig med.
Den digitale visuelle industri rummer et stort vækstpotentiale, men hvis de hidtidige vækstrater skal fortsætte, så vil der være behov for at tilføre mere kvalificeret arbejdskraft til industrien. Allerede i dag oplever branchen udfordringer med at rekruttere erfaren, uddannet og specialiseret arbejdskraft. Bl.a. i form af IT-uddannede, produktionsledere og producere samt uddannede filmarbejdere og specialiserede animatorer. Analysen viser endvidere, at der er sket en stigende professionalisering af brancherne, og at arbejdsstyrken i den digitale visuelle industri overordnet set er højt kvalificeret og besidder de rette kompetencer.
Indførslen af en produktionsrabat på 250 mio. kr. kan forventes at skabe en øget omsætning på 1. mia. kroner i den danske digitale visuelle industri – i alt omkring 600 årsværk blandt industriens kernevirksomheder. Dertil kommer de afledte jobs, der må forventes at komme hos underleverandører og i den øvrige del af branchen. Indførslen af en produktionsrabat rummer endvidere et stort potentiale til, at kapacitetsopbygge den danske arbejdsstyrke. Både ved, at flere får muligheden for at få erfaring i branchen, og ved at tilføre specialiserede kompetencer til det danske arbejdsmarked, hvilket vil få en afsmitning på den danske arbejdsstyrkes kompetencer.
SHARE