En ny undersøgelse af Oxford Research for Dansk Skoleidræt og TrygFonden viser, at 60 procent af folkeskolerne lever op til folkeskolereformens krav om bevægelse. Men tallet dækker over store regionale forskelle.
Det er godt to år siden, folkeskolereformen trådte i kraft, og et centralt krav i reformen var, at eleverne skulle bevæge sig i gennemsnit 45 minutter dagligt. En netop offentliggjort undersøgelse af Oxford Research afdækker for første gang skolernes bevægelseskultur. I Region Syddanmark svarer 83 procent af skolerne, at eleverne får rørt sig i gennemsnit 45 minutter om dagen. I hovedstaden er tallet kun 40 procent. På landsplan svarer 60 procent af folkeskolerne, at de lever op til folkeskolereformens krav om bevægelse.
Undersøgelsen er en del af Oxford Research samlede evaluering af Sunde Børn Bevæger Skolen. Et program, der gennem en aktiv skoledag skal få flere børn og unge til at bevæge sig mere og grundlægge sunde vaner tidligt i livet. Formålet er at give alle skoler inspiration til en aktiv skoledag med kvalificerede bevægelsestilbud – både i og udenfor klasseværelset. Lige fra eleverne går hjemmefra om morgenen, til de forlader skolen om eftermiddagen.
Evalueringen indeholder blandt andet en undersøgelse af folkeskolernes bevægelseskultur, som netop er offentliggjort. Det er første gang, at en landsdækkende, repræsentativ undersøgelse afdækker skolernes bevægelseskultur. I de kommende måneder vil Oxford Research besøge 14 skoler rundt om i landet for at undersøge, hvordan og i hvilket omfang aktiviteterne under programmet, Sunde Børn Bevæger Skolen implementeres hos skolerne. Læs mere om Sunde Børn Bevæger Skolen her (www.sbbs.info)
SHARE