Hvordan arbejder danske virksomheder med at rekruttere, udvikle og fastholde kvalificeret arbejdskraft? Hvad kendetegner de dygtigste og mest proaktive virksomheder, og hvad kan vi lære af dem? Oxford Research har sammen med Iris Group og Plougmann-Management udarbejdet en ny omfattende analyse, som blev præsenteret ved RegLabs årsmøde den 25. maj 2016. Analysen indeholder bl.a. en lang række cases, som beskriver konkrete virksomheders arbejdskraftudfordringer og deres arbejde med at løse disse.
Analysen tager udgangspunkt i virksomhedernes arbejdskraftsituation og undersøger, hvordan virksomhederne tackler arbejdskraftudfordringer. Den sætter fokus på de mange gode historier, der er i virksomhederne, når det kommer til at arbejde med rekruttering, fastholdelse og udvikling af kvalificeret arbejdskraft. Formålet er dels at vise bredden i de værktøjer og strategier, som anvendes af virksomhederne, dels at undersøge, hvilke strategier virksomhederne har succes og gode erfaringer med ift. at overkomme de forskellige udfordringer, de møder i arbejdet med at sikre sig adgang til kvalificeret arbejdskraft.
Analysen viser, at rigtig mange virksomheder i disse år foretager gennemgribende omstillinger af deres kompetenceforsyning. Nogle omstillinger sker internt, mens andre gennemføres i samarbejde med andre virksomheder og aktører. Mange af disse virksomheder lykkes med at imødegå de arbejdskraftudfordringer, der ellers kan hæmme virksomhedernes vækst og overlevelse. I nogle tilfælde åbner omstillingerne endda op for ny udvikling og positive vækstmuligheder. Analysen tyder på, at flere virksomheder kunne høste et løft i produktiviteten ved at bruge de kompetencemodeller, de succesfulde virksomheder lykkes med.
Analysen dokumenterer også, at erhvervslivet ikke alene kan løse de presserende udfordringer med at sikre kvalificeret arbejdskraft til hele landet. Der er behov for et større udbud af kvalificeret arbejdskraft. Det er en samfundsopgave, som mange forskellige aktører skal medvirke til at løfte.
Bag analysen står Akademikerne, Akademikernes A-kasse, Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Sjælland og Region Nordjylland.
SHARE