Som et led i en ny medejerskabsaftale i Oxford Research Danmark kan bestyrelsen byde velkommen til et nyt medlem: Eva Zeuthen Bentsen.

Eva kommer med en stærk faglig baggrund, hvor hun bl.a. har skrevet ph.d.-afhandling om offentlig ledelse, har undervist og forsket på CBS, været konsulent i Mærsk Data, kontorchef i Danske Regioner, institutleder på CBS og hospitalsdirektør på Gentofte Hospital. De seneste år har hun været en central del af Zeuthen Storm, som arbejder med rekruttering og ledelsesudvikling.

”Jeg har takket ja til bestyrelsesposten, fordi jeg ser et godt match mellem mine kompetencer, min erfaring og min viden. Jeg kommer med en solid markedsindsigt i både offentlig og private virksomheders efterspørgsel efter strategiudvikling, udredningsarbejde og kundeforståelsesanalyser,” fortæller Eva og fortsætter:

”Jeg ser potentialet i Oxford Research – kombinationen af en analysebaseret kommerciel rådgivningsvirksomhed, som også er en bæredygtig forretningsmodel, hvor medarbejdere trives, udvikles og tiltrækkes, er unik. Jeg glæder mig til samarbejdet – både ejere, direktør og medarbejdere kender jeg som kompetente og energiske!”

Udover sin nye bestyrelsespost hos Oxford Research Danmark er Eva formand for bestyrelsen i CBS executive, medlem af bestyrelsen i Villum Fonden og Synoptik Fonden og har tidligere været medlem af regeringens ledelseskommission. 

Udover Eva består bestyrelsen for Oxford Research Danmark af Kim Møller, grundlægger af Oxford Research, og Martin Jakobsen, chefanalytiker i Oxford Research.