Claus Frelle-Petersen tiltræder som ny vicedirektør for erhvervsområdet hos Oxford Research pr. 1. januar 2021. Oxford Research ser frem til at trække på Claus’ mange års rådgivningserfaring og dermed styrke virksomhedens konsulentydelser indenfor erhvervsområdet.

Ansættelsen sker som et led i udvidelsen af Oxford Researchs fokus på erhvervsområdet i Danmark, i nordisk regi og internationalt. Claus skal bl.a. være med til at løfte Oxfords strategiske rådgivning inden for vækstbrancher, regionaløkonomi, erhvervsregulering og den igangværende digitale og grønne omstilling.

Claus har senest været director hos Deloitte med ansvar for erhvervsområdet og har tidligere været senior economist hos Copenhagen Economist og udviklingschef i Copenhagen Capacity. Han kommer derfor med en solid faglig og forretningsmæssig kapacitet, der kan sætte en klar retning for Oxford Researchs arbejde på erhvervsområdet.

”Jeg er virkelig glad for ansættelsen af Claus og ser meget frem til det kommende samarbejde. Claus er en stærk profil og matcher vores ambitioner om at gøre en forskel og sætte dagsorden. Jeg er sikker på, at Claus kan styrke vores position indenfor erhvervsområdet, som vi prioriterer meget højt, og bringe Oxford Research videre såvel nationalt som internationalt,” fortæller Emil Herskind, administrerende direktør i Oxford Research.

Claus har været tilknyttet Oxford Research som ekstern konsulent i sidste del af 2020. Samarbejdet er derfor ikke nyt, og ansættelsen sker som en naturlig overgang, idet Oxford Research ønsker at tilbyde endnu stærkere analyse- og rådgivningsresultater for erhvervskunder.

”Corona-krisen trækker lige nu dybe spor i dele af erhvervslivet og vil gøre det langt ind i 2021. Men mere varigt og bredt er det digitaliseringen og den grønne omstilling, som har betydning som konkurrenceparametre i erhvervslivet og som afsæt for helt nye virksomheder og nye forretningsmodeller,” fortæller Claus og fortsætter:

“Den grønne omstilling og digitaliseringen vil være et vilkår for virksomheder både i Vestjylland og i Hovedstadsområdet og vil potentielt også komme til at gøre en forskel for den regionale balance i Danmark, hvis man i virksomheder fx ikke har adgang til de nødvendige kompetencer. Jeg ser frem til at arbejde sammen med dygtige folk hos Oxford Research i Danmark og de øvrige nordiske lande med at hjælpe vores kunder til at understøtte digitaliseringen og den grønne omstilling og skabe attraktive rammer for virksomheder.” 

Claus Frelle-Petersen tiltræder som vicedirektør for erhvervsområdet pr. 1. januar 2021.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Emil Herskind, administrerende direktør i Oxford Research, på +45 27 79 37 19 eller på ehe@oxfordresearch.dk eller Claus Frelle-Petersen, på +45 30 93 6762 eller på cfp@oxfordresearch.dk.