Efter årsskiftet har Oxford Research hilst fire nye praktikanter velkommen på kontoret i København. Det er Anne-Katrine, Leonora Christine, Julie og Sarah Emilie, som i løbet af foråret 2019 vil være en del af Oxford Research. Vi fik en kort samtale med de nye praktikanter, hvor de fortalte om deres baggrunde og hvad de mest ser frem til i deres kommende tid hos os.
Velkommen til Oxford Research! Vil I starte med at fortælle os lidt om jer selv?
Anne-Katrine: Jeg studerer for tiden kandidatuddannelsen i Sociologi med specialisering i velfærd, ulighed og mobilitet ved Københavns Universitet. Jeg har derudover studeret et semester i England ved University of Bristol.
Leonora Christine: Min daglige gang er på Københavns Universitet, hvor jeg læser min kandidat i Statskundskab. Efter praktikken hos Oxford Research snupper jeg specialet i politisk adfærd.
Julie: Jeg læser lige nu min kandidat i Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor jeg tager en specialisering i politisk adfærd. Størstedelen af min fritid bruger jeg på at spille divisionshåndbold i Amager SK.
Sarah Emilie: På nuværende tidspunkt er jeg kandidatstuderende på Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, hvor jeg ligeledes har taget min bachelorgrad i Folkesundhedsvidenskab.
Hvad ser I mest frem til ved jeres praktikforløb hos Oxford Research?
Anne-Katrine: Det, jeg ser allermest frem til, er helt klart at få muligheden for at deltage i hele projektcyklusser fra start til slut. Jeg glæder mig rigtig meget til yderligere at styrke mine metodiske kompetencer og opnå en masse ny viden indenfor områder, jeg ikke kender til i forvejen. Desuden, ser jeg frem til at anvende den viden, jeg har opnået igennem min studietid, og generelt få et indblik i konsulentverdenen.
Leonora Christine: Jeg ser rigtig meget frem til at blive bedre og mere kompetent metodisk, men også at prøve mit værd i konsulentrollen. Det fede ved praktik er jo, at man netop kan mærke sig selv på det arbejdsmarkedet, i stedet for at blive ved med at samle støv på universitetet. Jeg føler mig meget heldig over at være blevet praktikant her i Oxford, og jeg glæder mig til forløbet sammen med de ansatte og mine medpraktikanter.
Julie: Jeg ser frem til at opleve arbejdet i en konsulentvirksomhed og få indsigt i de forskellig processer, der er i projekterne. Desuden glæder jeg mig meget til at få indsigt i de specifikke projekter, jeg er blevet tilknyttet, da de alle sammen lyder virkelig spændende.
Sarah Emilie: Jeg ser frem til at få afprøvet, udfordret og udviklet mine metodiske færdigheder i praksis, samt at skifte studie og eksaminer ud med relevante samfundsmæssige problemstillinger. Jeg håber at kunne deltage i projekter, som kan hjælpe samfundets beslutningstagere med at træffe velinformerede og velfungerende valg.
Kan I fortælle lidt om hvorfor I valgte at søge praktik hos Oxford Research?
Anne-Katrine: Jeg havde allerede tidligt i min studietid besluttet mig for, at jeg gerne ville i praktik, da jeg mener, at praktisk erfaring er godt at have, når man står som færdiguddannet. Udgangspunktet for mig var at finde en praktikplads i den private sektor og meget gerne indenfor konsulentverdenen, da jeg allerede har erfaring indenfor det offentlige. Heraf fandt jeg Oxford Research efter et par søgninger på internettet. Det, der specielt fangede min interesse, er at kunne få lov til at arbejde med mange projekter inden for områder, som jeg finder interessante.
Leonora Christine: Da jeg skulle søge praktik i efteråret 2018, var jeg meget bevidst om, at den skulle give mening for mit studie. Dvs. jeg skulle i hvert fald ikke ende med at servere kaffe og printe. Mit klare indtryk af Oxford Research var, at man blev en reel spiller i virksomheden på linje med de ansatte, og din rolle var givtig i et team. Udover det har jeg kun hørt godt om arbejdsmiljøet og kollegaerne i Oxford Research, og det spiller en kæmpe rolle – især som praktikant.
Julie: For mig var det afgørende, at jeg fik fornemmelsen af, at praktikanter hos Oxford Research er en meget værdsat ressource. For det første mærker man, at kontoret og mine kollegaer er vant til at arbejde sammen med praktikanter, og der var en virkelig god og struktureret velkomst for os. For det andet får vi lov til at være meget involveret i projekterne og derigennem tilegne os en masse kompetencer, vi ikke nødvendigvis ville få igennem universitetet.
Sarah Emilie: Jeg havde længe jongleret med tanken om at bevæge mig ind i forskning, men samtidig ville jeg også gerne væk fra den akademiske verden. En praktikplads ved Oxford Research var den perfekte kombination af de to, og da mit studie tillader stor valgfrihed, ville jeg ikke misse chancen for at prøve kræfter med konsulentverdenen. Mine tidligere erfaringer er primært inden for NGO-verdenen og det offentlige, hvorfor praktikpladsen hos Oxford Research også er en oplagt mulighed for at få et indblik i den private sektor.
Overvejer du at søge praktikplads hos Oxford Research? Så send os en mail til office@oxfordresearch.dk, så vil vi skrive til dig så snart, vi søger praktikanter til kommende semester.
På billedet ses fra højre: Sarah Emilie Christensen, Leonora Christine Germannsen, Anne-Katrine Yu Zhu Lindhard Gade og Julie Mikkelsen.
SHARE